Årsopgørelse lige rundt om hjørnet

2025-03-21

På mandag er der officielt åbning af adgang til din årsopgørelse, men traditionen har de sidste år været, at der bliver åbnet op i løbet af i aften😊

Jeg håber, at du får penge tilbage!

I år skal man være rigtig opmærksom for nu kommer hele boligbeskatningen mm med i årsopgørelsen. Her skal man virkelig være på vagt.

Ud over dette så er der en masse fradrag man skal have fokus på, for selv om skattefar ved en masse om dig, så ved den ikke alt. Her er det din opgave at fodre skattefar med disse oplysninger.

Følgende skattefradrag er dem man oftest glemmer:

Befordringsfradrag som er et beløb man kan trække fra i årsopgørelsen hvis man har mere end 12 km til arbejde. Dette gælder både når du kører bil, tager det offentlige eller kører på cykel.

Servicefradrag på op til 11.900 kr. til fx pasning af børn eller andre servicer.

Visse udgifter kan fratrækkes ved forretningsrejser både indenlandsk og udenlandsk. Her kan man få op til 143 kr. i fradrag pr dag for kost og logi.

Husk at man kun kan få fradragsret på indbetaling til ratepension på op til 63.100 kr. Hvis man indbetaler mere, får man ikke fradrag på beløbet over.

Husk at donere til velgørenhed, men vær obs på, at dette er fradragsberettiget😊 Så det skal med i din årsopgørelse.

Tjek om dit rentefradrag er rigtigt og husk også at ændre på dette i din årsopgørelse, hvis du optager nye lån eller at renten bliver sat ned.

Vær i den forbindelse opmærksom på, at du kan få fradrag på privatgæld, hvis du fx har taget et lån hos dine forældre.

Du skal også være opmærksom på eventuel børne- eller underholdsbidrag, hvis du har bindende aftaler med din x, og dette ikke kører gennem kommunen.

Vær også opmærksom på, at du kan fratrække tab på aktier og dem har der været en del af sidste år, så måske ligger der en mulighed, hvis du har købt eller solgt aktier sidste år.

Til sidste skal du være obs på, at hvis du har lejet dit sommerhus så ligger bundfradraget på 46.100 kr. Ved udlejning af værelse eller egen bolig er bundfradraget lidt anderledes, men det kan du tjekke på skats hjemmeside.

Håber du bliver positivt overrasket, når du ser din årsopgørelse😊